Afsnit 5 & 6 af manifestet handler om individet. Vi vil drøfte nogle af punkterne her. Under dette afsnit vil vi også se på, hvordan man betragter individets psyke. Lad os starte med at citere indledningen, hvor vi uden betænkeligheder kan erklære os fuldstændigt enige med humanisterne:
5. Værdien og værdigheden af det enkelte menneske er en væsentlig humanistisk værdi. Det enkelte menneske bør opmuntres til at indse sine egne kreative evner og ønsker. *
Det er særdeles vanskeligt rent logisk at se, hvordan man ud fra evolutions-dogmet og statistikken kan komme frem til, at det enkelte individ er værdifuldt og værdigt; men det er jo kun en af de mange ulogiske og inkonsekvente påstande, som humanisterne fremkommer med. Det enkelte individs værdi kan dog ganske let blive sat lig nul, hvis det ikke lige passer i sammenhængen, som vi skal se under punkt 6.
For den genfødte kristnes vedkommende er sagen ganske anderledes klar: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. *
Værdien af det enkelte menneske udspringer af det faktum, at Gud i sin visdom har valgt at skabe det således i sit billede. Vi er hver for sig skabt helt unikke og enestående underfuldt. Og i modsætning til de undertrykkende religiøse systemer lægger Gud ingen begrænsninger på menneskets kreativitet, men opfordrer snarere til en ubegrænset anvendelse af kreativiteten i vor lighed med Ham.
I skal ligne Gud som hans kære børn *
Guds ord opmuntrer ikke til konformitet og bevidstløs kopiering. I lignelsen om de betroede talenter bebrejdes den tåbelige tjener ikke for sine manglende talenter, men for at han ikke udnyttede det ene talent han havde på en kreativ måde. Vi kan derfor som kristne helhjertet og ubetinget gå med til den næste humanistiske læresætning:
Vi forkaster alle religiøse, ideologiske eller moralske love, som nedgør den enkelte, undertrykker friheden, sløver intellektet og umenneskeliggør personligheden. *
Det har jo nemlig aldrig været Guds plan, at mennesker skulle undertrykkes og umenneskeliggøres af religiøse regler og love. I modsætning til, hvad udenforstående ofte mener, er kristendommen på ingen måde en slavisk underkastelse under en række mere eller mindre vilkårlige love, som bliver påtrykt os af en sur gud eller et tyrannisk system. Kristendommen er i sin sunde og sande form intet mindre end et helt nyt liv, som gives os og som muliggør et intimt samliv med den levende Gud i hverdagen. for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. *
Desværre binder humanisterne jo deres egne snørebånd sammen inden startskuddet. Da humanismen selv er en religiøs og ideologisk og moralsk lov, er den i den vestlige verden, hvor den har sin stærkeste indflydelse, med til at umenneskeliggøre personligheden hos dem, som underkaster sig dens lov.
Vi tror på maksimal individuel selvbestemmelse i samklang med socialt ansvarlighed. Skønt videnskaben kan gøre rede for årsagerne til adfærd, så er mulighederne for individuelle frie valg til stede i menneskelivet og disse bør øges. *
Tanken om menneskets frie valg er endnu et tyveri fra Bibelen. I en strengt videnskabelig betragtning af det verdensbillede, som humanisterne stiller op, vil der logisk set ikke være plads til et frit valg. En af de veletablerede grundsætninger er læren om aktion og reaktion. Den siger enkelt udtrykt: Til enhver aktion svarer en lige så stor og modsat rettet reaktion. Den kan også omsættes til:
Alt. hvad der sker er en naturlig reaktion på noget, som er sket tidligere. Da vi mennesker er et produkt af en lang række tilfældigheder som tilsammen har betinget vores væsen og natur, kan vi af gode grunde ikke drages til ansvar for vore handlinger.
Videnskaben kan gøre rede for årsagerne til adfærd - altså er disse nødvendigvis betingelser for vore tanker og handlinger. Det er inkonsekvent at påstå, at vi ud fra de humanistiske grundtanker skulle være i besiddelse af evnen til at vælge frit. Denne evne skulle i så fald udelukkende skyldes, at vi er ude af stand til at overskue de mange forskellige faktorer, der påvirker vor tankegang. Ved en nærmere videnskabelig analyse af disse, kan vi efter det valgte udgangspunkt nødvendigvis kun komme frem til at selv vore "ubevidste" "frie" valg er betinget af summen af de påvirkninger, vi har været udsat for.
6. På det seksuelle område tror vi at den form for intolerante holdninger, som ofte dyrkes af ortodokse religioner og puritanske kulturer, i urimelig grad undertrykker seksuel adfærd. *
Også her kan vi være ganske enige med humanisterne, idet der virkelig er mange ortodokse religioner og puritanske kulturer, som i urimelig grad undertrykker seksuel adfærd. Bibelen taler om urimelig undertrykkelse af sex - men beskriver det som en dæmonisk vildfarelse: Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden. For alt, Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord *
Det eneste punkt, der kræver uddybelse er, hvad man forstår ved seksuel adfærd. I Bibelsk forstand er seksualitet, udelukkende som udtrykkes mellem ægtefællerne i et ægteskab. Det er foruden den reproducerende handling også beregnet som "lim" mellem de to så forskellige væsener, som en mand og kvinde er. Det er en skrøne og en misforståelse, at kristendommen er seksual-fjendtlig. Misforståelsen stammer fra besmittende indflydelser fra religioner - ofte hovedsageligt gnostiske tanker, som har sneget sig ind i kristendommen på mange kanter. Disse religioner dyrker "sjælelig" evolution. Man mener, at målet for mennesket er at få sin sjæl til at fordampe fra den fysiske verden og foretage et religiøst kvantespring. Når man forveksler den sande kristendom med dens forvredne efterligninger, kan man meget vel få den tanke, at kristendommen er seksual-fjendsk.
Når mennesket forkaster Gud og begæret efter fællesskab med Ham, bliver der kun den skabte verden tilbage at dyrke. Mennesker, som forkaster Gud bliver grebet af et afsindigt begær efter Hans nærmeste afbillede - nemlig mennesket selv. Det kan udfolde sig i form af en narcissistisk selvdyrkelse eller i form af erotiske besættelser, hvor man ydmyger sig under den tilbedte eller betvinger denne. Det er meget direkte udtrykt i romerbrevet, hvor Paulus beskriver, hvad der sker, når mennesket dyrker skabningen frem for skaberen:
De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen - han være lovet til evig tid! Amen. Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente. *
Seksualiteten er Guds vidunderlige opfindelse. Den er et nådemiddel, som er med til at fremme den vidunderlige forening mellem to mennesker af forskelligt køn, som Gud har muliggjort i ægteskabet. At man samtidigt med denne vidunderlige fysiske og følelsesmæssige oplevelse af intimitet og enhed kan medvirke til skabelsen af endnu et menneske, er endnu en skøn tanke fra Guds side. Desværre kan det følelsesmæssige endorfin-kick, som den fysiske handling giver misbruges som et middel til virkelighedsflugt.
Det fortabte menneske, hvis indre er i pine på grund af ensomhed og forkastelse kan for en stund lindre sin overvældende følelse af smerte og isolation med den bedøvelse, som endorfinen fremkalde. Det er årsagen til, at mennesker jagter den løsrevne erotiske oplevelse.
Der sker ingen som helst helbredelse af den indre smerte, idet kun en genoprettet kontakt med den levende Gud kan fjerne årsagen til smerten. Seksualiteten er altså ren symptom-behandling. Symptom-behandling står i modsætning til Årsags-behandling, hvor man ikke blot for en periode fjerner generne ved en ubehagelig tilstand; man finder frem til årsagen og løser dermed problemet permanent. Som med alle former for stof-afhængighed udvikler brugeren en øget tolerance, så der skal stærkere og stærkere midler til at fremkalde den samme lystfølelse og følelsesløshed. Derved drives det fortabte menneske ud i mere og mere groteske former for seksualitet og ender i rent diabolske former.
Men det humanistiske menneske, som ikke har noget levende håb om at få løst sine problemer ved Guds hjælp, forbeholder sig retten til at "løse" sine problemer ved at anvende enhver form for seksualitet til at bedøve sig med. De uønskede og skadelige følgevirkninger af misbruget søger man at fjerne eller ignorere.
Derfor optræder den følgende passus som en vigtig del af det humanistiske manifest:
Når seksualiteten anvendes udenfor ægteskabet, bliver der hovedsageligt den nydende og vanedannende hang til mere og mere endorfin tilbage. Det fortabte menneske bliver ganske enkelt misbruger af sex. Det fællesskab vi er skabt til forkaster han, men længslen efter intimitet bliver tilbage. Denne længsel søges opfyldt ved hjælp af ren erotik. Derved bliver eros et mål i sig selv i stedet for at være et middel til at opnå en højere enhed og intimitet i ægteskabet.
Da man ikke ønsker at opleve et varigt intimt forhold og kun sjældent ynder skabelsen af nyt liv, må man naturligvis have adgang til svangerskabsforebyggende midler. Da disse ikke er sikre og ikke anvendes konsekvent, vil der uvægerligt ske befrugtninger. Disse skabelses-mirakler, hvor en inderlige forening af to mennesker skaber et helt nyt liv, beskrives og behandles som beklagelige "uheld".
Man kunne næsten ønske, at Gud havde ladet en sådan nyskabelse være afhængig af tilstedeværelsen af en sand inderlig sjælelig og åndelig forbindelse mellem mennesker og ikke blot med en fysisk kontakt. Men som følge af Guds uransagelige visdom forholder det sig nu således, at selve den rituelle heteroseksuelle seksual-akt rummer så megen "magi", at der kan skabes et nyt individ gennem den "rå" seksual-akt, hvad enten dette måtte være ønsket eller uønsket. Da man ikke ønsker at påtage sig "besværet" med at varetage et sådant "uønsket" menneskes behov, har den fortabte menneskehed udviklet forskellige metoder til at dræbe det spirende menneske. At man dermed overtræder det femte af Guds helt elementære bud: Du må ikke myrde!
En massiv propaganda til forvrængning af de faktiske forhold omkring fosterdrab har bevirket, at de fleste mennesker i den humanistiske stat er noget nær uvidende om de faktiske forhold omkring de såkaldte aborter. Mange oprigtige mennesker tror eksempelvis stadig at fosteret gennemløber visse stadier i evolutionen, således at det kun er "en lille slimklat", "en klump celler", "en fisk" eller "en padde", man afliver. Højt uddannede læger fremturer i medierne med blatante påstande om, at det lille forunderlige barn, som har øjne, øren, hjerte, tæer og fingre med sit eget karakteristiske fingeraftryk, kun er en ubetydelig klump celler osv.
Da man betragter troskab og åndelig intimitet som underordnet i forhold til anledningen til at få et endorfin-kick, må man nødvendigvis også ophæve ægteskabet. Mange mennesker er forelskede i forelskelsen snarere end i deres partner. Det er ikke partneren, der er målet for attråen, men de skønne seksuelle følelser, som man kan opnå ved dennes hjælp, man efterstræber. Da de fleste forelskelser fortager sig med tiden, kan man ikke finde sig i at være bundet af et ægteskab, som ikke længere kan give én de ønskede endorfin-trip. Derfor må humanismen forbeholde sig retten til skilsmisse. Også Bibelen tillader skilsmisse, men ikke fordi man er for kluntet til at opnå de ønskede endorfin-trip. Naturligvis skal ingen mennesker være bundet til et undertrykkende og uværdigt forhold uden nogen chance for at undslippe.
Men det er nu langt fra alle skilsmisser, der har dette motiv. Hovedparten af skyldes, at den ene eller begge partnere allerede ved indgåelsen af ægteskabet mest fokuserede på sin egen tilfredsstillelse. Når vanedannelsen så sætter ind, kan partneren jo af gode grunde ikke give det samme ekstatiske trip som tidligere, hvorfor det må være "rimeligt" at finde andre græsgange.
Hvis ægteskabet derimod bygger på gensidig kærlighed og respekt samt ønsket om først at fremmest at give den anden part noget, kan det holde livet ud. Det er saligere at give end at modtage. Og i denne givende proces åbnes der op for et langt mere tilfredsstillende seksualliv, end selv de vildeste perversioner kan tilbyde.
Skønt vi ikke godkender udnyttende og nedværdigende former for seksualitet ønsker vi heller ikke at forbyde hverken ved skrevne eller uskrevne love nogen former for seksuel adfærd mellem voksne partnere, som er indbyrdes enige. *
Den fortabte humanist søger gennem disse regler at sikre sig adgangen til at skaffe sig sit stof. Det bedøvelsesmiddel, som kan gøre den fortabte tilstand udholdelig, er en "livsnødvendighed" for et isoleret menneske. Gud har i sin visdom omgivet de meget følsomme seksuelle relationer med et sikkerhedsnet i form af en lovmæssig beskyttelse. Vel vidende, at der er stærke kræfter forbundet med seksualiteten ønsker Han at beskytte brugerne mod misbrug, som kan være ødelæggende for dem selv og andre. Bibelen rummer klare forbud mod utugt*, hor * samt unaturlig utugt*. Humanisten finder disse begrænsninger urimelig og krænkende, fordi han eller hun tror, at de udspringer af motiver, som ligner deres egne. Gud er ikke ude på at tage livsglæden fra os, men ønsker at beskytte os mod uanede konsekvenser af letsindig omgang med så stærke kræfter, som seksualiteten indebærer.
Det er hævet over enhver tvivl, at hvis mennesker havde holdt sig til Guds bud og anordninger, ville vi aldrig have haft de voldsomme og ødelæggende epidemier af gonorré, syfilis og nu sidst AIDS, som verden har oplevet.
De mange former for seksuel udforskning bør ikke i sig selv betragtes som "onde". Uden at billige sanseløs ligegyldighed eller tøjlesløs promiskuitet bør et civiliseret samfund være tolerant. Bortset fra at gøre andre fortræd eller tvinge dem til at gøre det samme, bør det enkelte individ have lov til at udtrykke deres seksuelle tilbøjeligheder og vælge den livsstil, de foretrækker. *
Humanisten følger her princippet: gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig. Da han ikke ønsker at slippe muligheden for at tilfredsstille sin seksualdrifter på en hvilken som helst måde, han måtte ønske det ønsker han alle former for seksualitet tilladt. Hermed er der lukket op for en hvilken som helst forvrængning af det billede, som Gud har skabt ved at skabe mennesket som mand og kvinde. I denne drøm ligger ønsket om at "vende tilbage" til det primitive og uansvarlige. Ønsket om at fortrænge det ansvar, som vor viden og vor samvittighed belaster os med, giver en stærk trang til at vende "back to nature".
Vi ønsker at fremme udviklingen af en ansvarlig holdning overfor seksualitet, som ikke blot gør mennesker til seksual-objekter og hvori intimitet, følsomhed, respekt og ærlighed i indbyrdes forhold opmuntres. Moralsk uddannelse til børn og voksne er en vigtig måde at udvikle bevidsthed og seksuel modenhed på. *
Det kan være svært at se, hvad ansvarligheden skal bestå i, når man på forhånd godtager enhver form for seksualitet bortset fra de mest voldelige. Hvad en sådan "moralsk" uddannelse skal bestå af i et samfund, hvor alt er tilladt, kan måske være vanskeligt at få øje på. Hvor religionen i det religiøse samfund med en vis ret kunne kaldes "opium for folket" er det i det humanistiske samfund ikke længere muligt. I stedet er det "sex, der er blevet opium for folket".
Ved enhver form for misbrug oplever man en såkaldt øget tolerance. Den dosis heroin, som skal til at gøre tilværelsen tålelig for en hærdet misbruger, er i stand til at dræbe en halv snes utilvænnede personer. Det samme gælde misbruget af sex. Man kan flygte fra sin egen og tilværelsens uendelige indholdsløshed og tomhed ved hjælp af sex; men der skal stadig større doser til for at opnå den ønskede effekt. Derfor må der gives plads for optrapning på grund af øget tolerance. Individets ret på det seksuelle områder bliver altså overhovedet kun begrænset af ganske få regler om ikke at være brutalt voldelig overfor andre. Men denne holdning til seksualitet er en tikkende bombe. Mere vil have mere. Den bedøvende effekt som "soma" kan have på folkets masser, vil aftage efterhånden som der udvikles en stigende tolerance. Derfor vil sex eskalere og optrappes via alle mulige former for utugt og til vold og dæmoniske ritualer.
Men aldrig vil menneskets inderste og dybeste længsler efter enhed og fred kunne tilfredsstilles ad disse veje. Det seksuelle "behov" er først og fremmest et skin-behov. Det dækker over en tilstand af isolation og fortabthed, som kun Gud kan frelse fra. Vi ser for os et stort hav fyldt med skibbrudne mennesker, som i deres fortvivlelse klamrer sig til hinanden. Men der er ingen virkelig hjælp i, at to druknende klamrer sig til hinanden. Snarere end at få hjælp på denne måde fremskyndes deres drukning.
Humanismen accepterer ingen anden gud end mennesket selv. Man ønsker derfor at gøre mennesket selv til gud. Dette opnås ved at give individet ret til at realisere sig selv maksimalt muligt på alle områder. Det er drømmen om den fuldstændige frihed. Desværre har man ikke forstået, hvad virkelig frihed består i. Ud fra en primitiv betragtning, virker det som frihed at følge sine lyster uden nogen som helst hindringer eller hæmninger. Men det vil jo i virkeligheden sige, at man er slave af sine lyster. Hvis lysterne er den styrende kraft.
Sand frihed er "viljen til at gøre det rigtige".
Det autonome individ er en fejltagelse - en ulykkelig stakkel, som er sig selv nok - og det er forfærdende ensomt. Mennesket er skabt til fællesskab og enhed. Vi vil her lige bringe at par bemærkninger om det sjælelige menneskes "sjæle-videnskab", hvilket på græsk kaldes psykologi.
Når sjælelige mennesker med deres ufuldstændige indsigt i skaberværket begynder at gøre sig tanker om, hvorfor vi mennesker handler som vi gør, går det rent galt.
Vi er skabt i den treenige Guds billede som Ånd, Sjæl og Legeme. Det er meningen at disse tre "dele" i en integreret harmoni skal udgøre en uløselig enhed, som skal gøre os til hele og sande mennesker.
Gnostikerne og deres ligesindede antager, at vi er en sjæl, som skal frigøres fra kødet og verdens besmittelse for at stige op som "rene ånder" befriede fra materiens syndige natur. Vi er ikke heller ånder, som er faldet ned i materien gennem en eller anden form for synd, som Mormonerne eller hinduisterne lærer. Ej heller
Er vi en ånd, som har en sjæl og bor i et legeme, som visse kristne vil lære os.
Det, der forvirrer begreberne er det, der sker ved syndefaldet. Ligesom vort legeme har brug for ilt for at overleve, så har vor ånd brug for samfund med guds ånd for at overleve. Synd anbringer en barriere mellem Guds Hellige Ånd og vor syndige ånd. Det har samme virkning, som når man anbringer en plastikpose over hovedet, så vores krop ikke kan få tilført ilt. Efter en kort kval indtræder bevidstløshed og kort herefter døden. Menneskets ånd dør af mangel på kontakt med Guds ånd.
Det lumske er, at sjælen og legemet kan leve videre som om intet var hændt. Sjæl hedder på græsk Psyche, og psykologien er læren om menneskets sjæl.
Men når man forsøger at forklare alt i menneskelivet udelukkende som et samspil mellem sjæl og legeme, har man udeladt en meget vigtig faktor. Derfor kommer man ofte til de helt forkerte resultater. Det afspejles i nedenstående citat:
Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for "hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?" Men vi har Kristi tanker. Guds *
Det fortabte menneske, hvis ånd er død på grund af synden, har ganske enkelt ikke de sanser, der skal til at se eller høre de åndelige ting. Når man derfor vil forsøge at få system i sit verdensbillede, men udelader de væsentlige åndelige ting, så bliver resultatet forfærdende. Desværre tillader pladsen ikke her, at vi fordyber os i de forskellige modeller for psykoanalyse og psykoterapi, men vi vil eksemplificere forholdene ved at nævne to af de bedst kendte psykoanalytikere: Sigmund Freud og Carl Gustav Jung.
Sigmund Freud * var et kendt eksempel på et menneske, der søgte at forklare sjælelivets gåder ud fra de den synsvinkel og de erfaringer, han mente sig at gøre gennem sin psykoanalyse af personer med afvigende sjæleliv og adfærd. Desværre var han selv psykisk syg og forfalden til stofmisbrug, hvorfor hans resultater var meget tendentiøse og undertiden mere et udtryk for hans egne frustrationer, end virkeligheden. Men som vi så med elefant-tegningerne, er der altid en vis portion sandhed selv i de billeder, der manglede en dimension. Freud anskuede hel tilværelsen fra et perspektiv, som lå under bæltestedet. Han fortolkede derfor hele vor psykiske adfærd som hidrørende fra ubevidste konflikter mellem driftsliv og moralregler. Der er en del sandhed i sagen, men fordi han manglede den 3. dimension, tegnede han alligevel et skævt billede af det sjæleliv, som Gud havde til hensigt, at mennesket skulle have.
Stort set består mange forskeres fejl i, at de betragter den faldne og syndige verden som "normal". Selv om man kan se megen logik i den fortabte verden, mangler der altid noget helt væsentligt, hvis man ikke medinddrager det åndelige perspektiv.
Hvis vi forestiller os en dygtig videnskabsmand, som finder en perfekt eksplosionsmotor under sine udgravninger. Men alt brændstoffet er fordampet og selv har han aldrig set eller hørt om benzin. Han kan givetvis analysere mange af de mekaniske processer i krumtappe, plejlstænger, stempler, cylindre og ventiler; men uden benzin vil motoren være ganske interessant at iagttage, men ganske uanvendelig til noget nyttigt formål. De skal en ufatteligt dygtig videnskabsmand til at finde ud af, hvad en sådan motor kan bruges til, hvis han ikke her set eksplosivt brændstof andre steder.
Noget lignende gør sig gældende med de mange dygtige mennesker, som forsøger at finde meningen med menneskelivet uden at have adgang til den åndelige dimension. Der kan blive tale om kvalificerede gæt, men uden kontakt med skaberen selv, vil det forblive gætterier, uanset, hvor sikkert man mener sig at vide om gyldigheden af sine gætterier.
Desværre passede Freuds psykoanalytiske teorier godt ind i tidsånden og i tidens gudløse tankegang. Den vandt derfor et forfærdeligt terræn ligesom Darwins tanker omkring evolution.
Freud fandt en vej ud af "synden", idet han foreskrev, at mennesker handlede "automatisk" som resultater af de prægninger, de havde været udsat for i deres barndom og opvækst. Det var således ikke min, men samfundets og forældrenes skyld, hvis jeg fik sygelige tendenser eller udførte perverse ting.
Denne tendens til at sende sorteper videre genkender vi jo helt tilbage fra syndefaldet. Dette er det sjælelige menneskes "naturlige" eller spontane reaktion på en anklage for uretfærdighed. Ved straks at ekspedere sorteper videre, kan det sjælelige menneske opretholde sin selvretfærdighed - vores subjektive opfattelse af, at vi selv er "lige så gode" som andre.
Denne opfattelse er videreført med stor iver af de humanistiske kræfter i samfundet, således, at man er mere optaget af de forfærdelige barndomsforhold, som en massemorder har været udsat for, end af at straffe ham for hans hensynsløse misbrug af andre menneskers liv. Det er jo kun en naturlig følge af tanken om, at vi kun er produkter af tidligere årsags-sammenhænge. Den humanistiske tankegang, som på sin vis er meget mekanistisk og søger at forklare alting som automatiske årsags/virknings-relationer, og har på en subtil måde afskaffet den frie vilje og det dermed forbundne ansvar.
Dette er dog kun en logisk følge af den filosofi, som udtrykkes i de humanistiske manifester, nemlig at mennesket er det højeste mål i sig selv og ikke står til ansvar for nogen højere. Man tror indædt på evolutionens altomfattende og mystiske kraft, idet denne lidet underbyggede hypotese er blevet ophøjet og kanoniseret som ikke blot en teori, men et dogme*.
Der er næsten ingen ende på de forskellige psykologiske modeller, som mennesker har forsøgt at opstille i et forgæves forsøg på at kortlægge, hvorfor mennesker handler som de gør. Men uanset, hvor store anstrengelser man gør for at forudsige menneskers adfærd, vil der altid ske noget uforudset.
Der mangler ganske enkelt en dimension - nemlig den åndelige. Hvis 5 forskellige tegnere tegner en elefant fra hver sin vinkel, får man jo 5 forskellige billede af den samme elefant. Hvilket af dem er det rigtige?
Svaret er, at ingen af dem er rigtige. De mangler jo alle fem den tredje dimension, som det todimensionale papir jo kun kan afbilde symbolsk. Hvilket af dem er forkert? Ingen af dem - måske er nogle af dem mere nøjagtige eller realistiske og har måske mere perspektivisk dybde, men alle fem afbilder dog en elefant.
På samme måde vil enhver menneskeforståelse, som udelader den åndelige dimension aldrig kunne afbilde hele sandheden (Elefanten); men hver af dem vil dog rumme nogle rigtige detaljer og udelade andre. Hvis man kun vælger det billede, hvor elefanten ses bagfra, kan det være vanskeligt at gøre sig en forestilling om, hvad der er mest karakteristisk ved elefanten. Således er alle psykologiske modeller bygget på nogle realistiske iagttagelser, men samtlige mangler den åndelige dimension, og ingen af dem kan derfor give et sandt billede af menneskets virkelige natur.
Det vil føre for vidt at komme ind på alle de psykologiske metoder og modeller, som er og har været på markedet. De kan være mere eller mindre opfindsomme og visse af dem inkluderer endda den åndelige verden - men da det for de allerflestes vedkommende er iagttagelser, som er foretaget af ugenfødte mennesker, bliver alle iagttagelser fra den åndelige dimension farvet af de ånder, som meddeler deres viden til de sjælelige modtagere.
Således har den schweiziske psykiater og psykolog Carl Gustav Jung * med udgangspunkt i Freuds psykoanalyse udformet sin egen psykologiske teori, som han kaldte analytisk psykologi. I denne er forestillingen om en kollektiv underbevidsthed én hovedhjørnesten og opdelingen af de psykiske processer i introversion og ekstraversion en anden.
Han operer således et skridt nærmere sandheden, idet han opererer med visse "åndelige" arketyper, som tænkes at udspringe fra menneskehedens kollektive underbevidsthed. Den opfatter han på en måde som en "upersonlig" Gud, hvorfra også menneskers religiøse følelser skulle have deres udspring.
Mange forskere har både før og efter disse leveret hver sit enøjede billede af menneskets psykiske struktur; men fælles for de fleste af dem er, at de udelukkende beskæftiger sig med det fortabte menneske ud fra et fortabt menneskes synspunkt. De er derfor hverken i stand til at iagttage eller beskrive de åndelige forhold ved selvsyn, men må "stole" på de meddelelser, de får af clairvoyante personer og ukontrollerbare åndelige vejledere.
Det faktum, at den største del af menneskehedens samlede viden om psykologi stammer fra verdslige forskere, giver som sagt hele billedet en alvorlig slagside. På den anden side, må vi konstatere, at der er visse karakteristiske mønstre i den måde, som de fortabte sjæle fungerer på. Man kan altså ud fra et statistisk materiale kortlægge visse generelle psykiske reaktionsmønstre, som kan hjælpe os til øget forståelse af menneskets psyke. Erkendelse af sådanne mønstre kan lede en dygtig psykolog eller psykiater på sporet af eventuelle traumer. Også for en kristen rådgiver er det en klar fordel at have en god portion menneskelige erfaring og en vis psykologisk viden. Det vigtigste i kristen hjælp, som man fra gammel tid kalder sjælesorg*, er dog den omsorg og indlevelse, som udspringer af Guds barmhjertighed.
Visse dele af kristenheden har en stærk tro på Gud og Hans Kraft. Desværre vandrer troen ofte hånd i hånd med overtroen, som er en tro på djævelens, skæbnens og tilfældets magt. Det får mange til at gøre korsets tegn og mumle en besværgelse bare de hører tale om psykologi eller psykiatri. Det er givet, at de fleste psykologer og psykiatere mangler den fornødne åndelige indsigt - men det hindrer dem ikke i at have en vis praktisk viden om de fortabte sjæles problemer. Dette sætter dem undertiden i stand til at anvise veje ud af den værste nød. Selv om der er en alt for stor tendens til blot at lægge en medicinsk dæmper på klienternes tankeprocesser, er der intet "ubibelsk" i at man for en kortere periode søger at stabilisere den syges tankegang og lette stresset, så en helbredelse lettere kan ske. Der er desuden ganske enkelte sindstilstande, som kan skyldes rent kemiske mangler i hjernen, og sådanne kan undertiden lindres eller afhjælpes med medicin.
Der er et gammelt ordsprog, som siger "En sund sjæl i et sundt legeme!" Der er faktisk en hel del af de sjælelige sygdomme, som om de ikke direkte skyldes fysisk usundhed, i hvert fald forstærkes og forværres af et "usundt" legeme. Depressioner opstår eller forstærkes nemlig bevisligt, hvis man til stadighed lider af søvnunderskud, vitaminmangel, manglende motion og lignende. Så usundheden kan forplante sig fra krop til sjæl. Den modsatte påvirkning er måske endnu mere almindelig.
Selv den enøjede videnskab har fundet ud af, at en meget stor del af vore fysiske sygdomme skyldes sjælelige konflikter. Vi som er født på ny kan gå et niveau dybere og sige: Ens sund ånd i en sund sjæl i et sundt legeme.
Vi må huske at alle tre dele hænger uløseligt sammen, og et angreb på et af områderne vil uvægerligt påvirke de øvrige.
Da sund psykologi er en (om end lidt vel uhåndgribelig) form for videnskab, er der umiddelbart ingen konflikt mellem psykologi og kristendom. Man må dog sige, at denne videnskab har visse vanskeligheder ved at leve op til de eksakte videnskabers krav om gennemførelse af kontrolforsøg. Da mennesker er i stand til at lære af deres erfaringer, kan man umuligt udføre det samme eksperiment to gange, idet den første erfaring vil have ændret personen, så man ikke længere har med den samme person at gøre. Dertil kommer, at vi mennesker på trods af mange fælles træk er så forskellige i kraft af vore enestående gener og de ting, vi hver især har gennemlevet, at det er praktisk taget umuligt at gentage et eksperiment, hvis genstand er et levende og tænkende menneske.
Desværre har lægevidenskaben mange lig i lasten, når det gælder studiet af mennesket og dets sygdomme - og det i bogstavelig forstand. Den moderne europæiske medicin har nemlig indhøstet en stor del af sine erfaringer fra dissektion af lig. Disse har den fordel, at de i høj grad ligner hinanden, idet personligheden og dens karakteristika er forsvundet sammen med patientens sjæl. De vil helle ikke væsentligt ændres af de eksperimenter, man måtte ønske at udføre med dem. Dette har givet den vestlige medicin en overvældende apparat-holdning eller hardware synsvinkel. Denne tænkemåde smitter i høj grad af på de psykiatriske modeller, idet den autoriserede lægevidenskab har taget patent ikke bare på kød-snedkeri og medicinering, men også på behandling af syge sjæle. En psykiater skal derfor først være uddannet læge - med det verdensbillede og den menneske-opfattelse, som næsten uvægerligt kommer heraf.
Vi kan vel kort beskrive den således, at i sand sjælesorg, tages der højde både for den søgendes sjæl og ånd. Disse to drages der omsorg for, for ikke at tale om legemet, som også tilgodeses i sand sjælesorg. Psykoterapien som løsrevet fænomen søger kun at lappe på den defekte psyke - med mindre den udføres af en terapeut, som er født på ny. Men i så fald er det jo faktisk snarere sjælesorg, der er tale om.
Der er mange forskellige teorier og modeller, som har været forsøgt anvendt for at beskrive og forstå sjælelivet. De spænder lige fra total fornægtelse af en sjæl til meget indviklede og metafysiske modeller. Desværre er der en del af de "skoler", der findes henter deres viden fra åndeverdenen, så man kan nemt blive skæv i sin opfattelse, hvis man ukritisk godtager disse modeller. Konflikten mellem sand sjælesorg og utidig vold mod psyken opstår primært der, hvor det egentlige problem er åndeligt.
Ofte forsøger sjælelige psykologer og psykiatere at behandle og "helbrede" symptomerne på det rent sjælelige plan. Da mange psykiske problemer dybest set har deres årsag i den åndelige verden, er det indlysende, at sådanne problemer ikke kan helbredes ad psykisk vej. Der kan her højst blive tale om en lindrende symptom-behandling. Dermed ikke være sagt, at behandlingen derfor nødvendigvis er nytteløs. Gud har indbygget en mængde selvreparerende funktioner i os. Det hænder ikke sjældent, at indre sår heler op, når de får ro til det. Så længe den psykiske spænding bliver ved med at påvirke den åndelige tilstand, svarer det til, at man hele tiden piller i et sår, så det ikke kan læges. Hvis såret blot får ro, vil det med mindre det er inficeret, hele op af sig selv. Der er dog situationer, hvor "professionelle" ikke-kristne terapeuter kan gøre mere skade end gavn:
Det gælder for eksempel når et menneske er plaget af skyld over synd. En sjælelig psykolog har ingen mulighed for at fjerne den virkelige årsag - det kan intet andet end Guds tilgivelse - og han kan derfor kun give en eller anden form for symptom-behandling i sjælen. Den kan bestå i enten at "omprogrammere" patienten, forsøge at dulme smerten med medikamenter eller forsøge at "amputere" eller "brændemærke" patientens samvittighed.
Der, hvor den humanistiske psykologi har gjort mest fortræd er ved dens negative påvirkning af børneopdragelsen og ved den "fornægtelse" af syndens og skyldens realitet. Mange mennesker oplever en naturlig følelse af synd, skyld og urenhed. En del af disse følelser er urealistiske og sygelige, mens andre er en helt normal følge af, at personen har syndet.
Den humanistiske psykolog siger nu: Du har slet ikke syndet, eftersom der ikke er nogen gud, er der heller ikke nogle absolutte retningslinier for, hvad der er synd og ikke synd. Det er samfundet eller dig selv, der har formuleret disse regler for rigtig og forkert adfærd. Du skal nu blot vælge enten at omdefinere disse regler eller give nogle andre skylden for dine handlinger, så forsvinder din synd som ved et trylleslag.
Hvis taskenspillertricket lykkes, vil der opnås en øjeblikkelig bedring i sindstilstanden. Gennem psykoterapi, kan man som regel omprogrammere dele af den lidendes tanker. Det kan lindre eller det kan lægge et låg over det egentlige grundlæggende problem. I sidstnævnte tilfælde er det en stor bjørnetjeneste, man gør patienten, idet motivationen til at opnå sand tilgivelse herved mindskes. Men, da vi er skabt i guds billede med en indbygget idé om retfærdighed, kan vi ikke få tanken om synd til bare at forsvinde ud i den blå luft. Det eneste, er sker, er, at syndsbevidstheden fortrænges yderligere til stor skade for patienten.
Mange gange er de verdslige psykologer samtidigt inde i en eller anden alternativ åndelig sfære, således at de (om end i de bedste hensigter) (for)fører klienten ind i det verdensbillede, som deres åndelige ståsted bygger på. De fleste kulter og totalitære systemer anvender forskellige former for psykologiske programmeringsmetoder af denne art. De beskrives da oftest som hjernevask.
Medicin-løsningen er den mindst skadelige. Selv om visse skader kan være permanente, forsvinder de værste følger normalt, nogen tid efter, at medicineringen er ophørt. Undertiden kan en medicinsk behandling endog direkte anbefales for en kortere periode, men den bør ikke fortsætte over flere uger - med mindre der er tale om en ustabilitet, som bevisligt har rent fysiologisk årsag. Behandling med hallucinogener som LSD og lignende kan dog give permanente psykiske skader.
Amputation eller brændemærkning kan gøre ubodelig skade, specielt, hvis den er direkte fysisk i form af lobotomi eller elektro-chok. Begge metoder består i at fremkalde fysisk uoprettelige skader i hjernens hardware. Den første ved et kirurgisk indgreb i hjernen, dan anden ved at ødelægge hjernevævet med en stærk elektrisk strøm. Ingen af metoderne ændrer noget på den åndelige nødsituation, men gør det næsten eller helt umuligt at løse det underliggende problem. Men over-naturligvis skal vi ikke ganske opgive håbet, selv om sådanne midler har været taget i anvendelse. Ganske vist er en helbredelse af et amputeret lem ikke noget, der kan klares af vor indbyggede evne til at læge os selv; men miraklernes Gud lever og er i stand til at hjælpe i en hvilken som helst situation.
Med denne ret kortfattede behandling af individet og psykologien, må vi desværre lade os nøje i første omgang. Vi vil nu gå over til at betragte det utopiske paradis, som humanisterne drømmer om, at mennesket skulle kunne oprette i egen kraft.